|
Massagens virkning og formål
Massage påvirker ikke kun muskulatur men også andet væv - og mange andre ting
-
Hunden får sundere og blankere pels – indefra
-
Massagen påvirker hundens nervesystem samt produktion af bl.a. antistresshormoner, så mængden af disse reduceres. Derved mindskes stress og nervøsitet og andre følgevirkninger af stress undgås
-
Skader og problemer i muskler, led og sener forbygges
-
Kontakt mellem hund og ejer forbedres og hunden bliver lettere at håndtere, også hos dyrlægen og hundefrisøren
-
Giver friere bevægelse til ældre og skadede hunde
-
Forbedrer fordøjelsen
-
Næring udnyttes bedre og udrensning forbedres. Dette fremmer heling efter skader og operationer samt ved restitution (genopbygning) efter kroppens arbejde.
-
Stive, ømme muskler bliver blødgjort og mere smidige
-
Hjælper nedbrydning af affaldsstoffer
-
Fjerner spændinger
-
Stimulerer blodcirkulation og dannelse af nye små blodkar (kapillærer), så musklerne kan få tilført mere næring
-
Stimulerer nervesystem og lymfesystem
-
Gavner blodtrykket
-
Giver velvære
-
Afhjælper muskulære problemer og ledproblemer
-
Mindsker smerte
-
Stimulerer immunsystemet
Massage er godt for alle hunde uanset race og anvendelse
-
Massagen tilpasses hundens alder og specielle forhold, f.eks. omkring hvalpens vækst
-
Konkurrencehunde, arbejdshunde, f.eks. agility-, jagt- og redningshunde. Specielt ældre hunde, der bruges aktivt, har ofte stor glæde af massagen, både med hensyn til deres velbefindende og sundhed
-
Inaktive hunde – Kroppen stimuleres, så bl.a. fordøjelse og udrensning effektiviseres
-
Raske hunde – Giver velvære og forebygger skader
-
Hunde med sygdomme og skader - Mere effektiv heling
Massagen kan bruges
-
Efter operationer – Giver hurtigere heling og reducerer mængden af arvæv
-
Ved sygdomme og skader i bevægeapparatet – HD, Slidgigt, mv.
-
Arbejdende hunde, konkurrencehunde, jagthunde, redningshunde, mv. har stor nytte af grundig opvarmning / nedvarmning samt massage for at restituere hurtigt og forebygge skader.
-
Epilepsihunde. Massage anvendes ikke under anfald, men kan hjælpe hunden til at slappe mere af og at få løst op i spændte muskler og forebygge anfald.
-
Hunde, der pga. kropsbygning eller gamle skader har tendens til at belaste kroppen skævt, hvilket giver fejl- og overbelastning andre steder
 Sidegevinster
Massagen giver en bedre kontakt med hunden. Hunden vil forbinde det at blive håndteret
med noget positivt, og dens tillid til mennesket vil styrkes. Derfor vil der være færre problemer
ved håndtering af hunden på udstilling, hos hundefrisøren, ved dyrlægen og derhjemme.
Desuden vil den jævnlige kontrol af pels, poter, mv. medføre, at problemer ofte opdages
tidligere og dermed kan afhjælpes hurtigere. Tilsvarende opdages muskelspændinger
eller tegn på sygdomme normalt tidligere.
MASSAGENS ELEMENTER
Massagen består af følgende elementer, som hundemassøren udvælger ud fra en bedømmelse af hundens aktuelle behov:
- Analyse af hundens kropsbygning, holdning samt bevægelser
- Massage og udstrækning
- Healingsmassage (Tellington Touch)
- Akupressur
- Genoptræning efter sygdomme, skader, operationer
Sygdomme og skader vurderes af hundens egen dyrlæge. Genoptræning af hunden foregår i tæt samarbejde med dyrlægen.
Analyses af hundens kropsbygning, holdning samt bevægelse
Hundemassøren vurderer hunden under stilstand og bevægelse og analyserer hunden og klarlægger de af dens vaner, som påvirker bevægelsesmønstre, og som kan være symptomer på forskellige småproblemer. Der ses på hundens bygning, bevægelsesmønstre, smidighed, vinkler (i led) og holdning, muskelstyrke og -tonus (spænding), bindevævets tilstand, hud, pels mv.
Formålet er at afdække hundens eventuelle problemområder. Således kan hundemassøren planlægge behandlingen og et eventuelt træningsforløb samt hjælpe hunden med at få et hensigtsmæssigt bevægelsesmønster, hvis der er behov for ændringer.
Hunde med smerter i kroppen vil søge at bevæge sig på den måde, der skåner det ømme sted. Derved kommer hunden let til at bevæge sig på en måde, der slider på kroppens led og som giver spændinger, dårligt blodomløb og risiko for problemer andre steder. Man kan ofte se, at hunden bevæger sig stift eller langsomt, eller at den støtter lidt længere tid på det ene ben under bevægelse. Det ses ligeledes jævnligt, at hunden går skævt for at aflaste. Når man betragter hunden bagfra, mens den går eller løber, vil man kunne se, at bagparten er forskudt ud til den ene side i forhold til hundens forpart, eller at hunden næsten går sidelæns.
Nogle hunde går (eller løber) ofte pasgang, dvs. at den ene sides benpar løftes samtidigt, i modsætning til normalt, hvor hunden, eksempelvis når den traver, løfter de diagonale benpar samtidigt, f.eks. venstre forben og højre bagben. Pasgang kan være for at aflaste eller det kan skyldes, at bevægeligheden er indskrænket.
Hvis en hund i dagligdagen bevæger sig langsommere, end den tidligere har gjort, eller den er begyndt at blive nervøs eller aggressiv, når andre hunde kommer løbende hen imod den, kan det tyde på, at hunden har problemer et sted. Det kan også være, at hunden ikke længere hopper villigt op i sofaen eller bilen, eller at hunden undgår at gå på trapper. Dette kan også skyldes smerter eller begyndende problemer. Ejerens observationer af hunden er af stor værdi for hundemassøren. Hvis hunden får tydelig adfærdsændring, bør man altid overveje at kontakte sin dyrlæge først.
Massage
Når en muskel belastes, bliver den efterhånden stærkere og den bliver mere hård og mindre elastisk i fibrene. Derved bliver musklen mere sårbar overfor for hård eller forkert belastning, og derved øges risikoen for muskelskader. Musklen bliver kortere, og derved belastes leddene mere, og der bliver nedsat bevægelighed i leddene. Næring og ilt, som transporteres rund med blodet, får sværere ved at komme frem til muskler, led, sener, organer, mv. Kroppen forsøger at gøre det belastede område stærkt, men stram og stiv muskulatur giver dårlig blodgennemstrømning. Derved transporteres affaldsstoffer, f.eks. mælkesyre, ikke væk og der opstår ømhed eller smerte. Så begynder hunden at aflaste området, fordi det strammer og er ubehageligt, og mindre bevægelse gør, at muskel forkortes. Samtidigt over- eller fejlbelastes andre muskler, og så opstår der spændinger i disse muskler. Det bliver en ond cirkel. Hvis hunden har skader, f.eks. ledproblemer, er der særligt brug for, at der kommer ilt og næring til stedet, så det kan hele.
Massagen øger blodgennemstrømningen og hjælper til bedre og hurtigere restitution. Desuden kan blodet klumpe lidt på de smalle steder, hvis der er mange affaldsstoffer og trange blodårer, men massagen gør også, at de små klumper af blod, som er ved at klumpe sammen, trykkes i stykker, og dermed kan affaldsstofferne transporteres mere effektivt væk.
Mange hunde spænder, hvis de ikke går helt symmetrisk på benene, måske på grund af deres kropsbygning, gigt eller andre ledproblemer eller smerter. Oftest vil spændingerne sidde i hundens ryg, da hunden, når den kompenserer for problemer i ét ben, ofte vil belaste selve kroppen skævt. Det er én af grundene til, at hundemassøren altid starter med rygmassage.
Muskelspændinger gør, at immunsystemet og transporten af hormoner, som påvirker forskellige processer i kroppen, er hindret i at fungere optimalt.
Massagen gør, at spændstigheden i musklerne og smøring af bløddelene øges, så de lettere bevæges. Forbedret blodcirkulation betyder også, at der kommer mere næring rundt i kroppen. Det er nødvendigt for restitution og opbygning og for at have energi til fysisk aktivitet. Når musklerne forbrænder ilt og anden næring, dannes affaldsstoffer i vævet. Hvis affaldsstofferne ikke transporteres væk, indsnævrer det blodårerne, og musklerne bliver mindre udholdende. Så må hjertet arbejde hårdere, og blodtrykket øges. Det er altså en hård belastning. Derfor hjælper massagen og virker forebyggende.
Massagen løsner altså spændte muskler, og sætter gang i blod- og lymfekredsløb, og dette hjælper hele kroppen. Spændte muskler er desuden hårde og ufleksible, og dette øger risikoen for muskelskader, så massagen er med til at forebygge skader. (En blød og bevægelig muskel er mindre sårbar end en hård og uelastisk muskel).
Under massagen stimuleres produktionen af antistresshormoner. Når hunden holder sig i ro efter massagen, vil produktionen af antistresshormoner fortsætte og kroppen vil fortsætte med at udrense affaldsstoffer.
Massagen stimulerer også dannelsen af myalin i hjernen og nervesystemet. Myalin består mest af fedt. Det sidder omkring nervetrådene, hvor det beskytter nervecellerne og øger nerveimpulsernes hastighed. På den måde er massagen med til at effektivisere nervesystemet.
Massagen påvirker også produktionen af hormoner. Der skal være en god balance mellem modsat rettede hormoner i kroppen, f.eks. stresshormoner (f.eks. adrenalin og cortisol) og antistresshormoner (også kaldet lykkehormoner, f.eks. serotonin og oxytocin). Massagen øger bevisligt mængden af lykkehormonerne, så hvis hunden er stresset, hjælper massagen også på dette. Se mere om stress andet steds på hjemmesiden.
Hundens immunforsvar består dels af en ”mekanisk” del, dels af en ”kemisk” del. Den ”mekaniske del er f.eks. øjenlåg, tårer, hud, fimrehår, ørevoks, hoste osv. som beskytter kroppen mod indtrængen af mikroorganismer. Den kemiske del består af antistoffer og hvide blodlegemer, som transporteres rundt i lymfen. For at immunforsvaret skal virke effektivt, skal lymfevæsken dels være frisk og indeholde mange antistoffer, dels skal lymfevæsken transporteres hurtigt rundt i kroppen, så angreb fra bakterier, virus, mv. kan bekæmpes hurtigt og inden det når at blive for omfattende. Massagen gør lymfevejene mere fremkommelige og øger dannelse af lymfevæske.
Massagen udføres under rolige forhold og understøttes af eksempelvis beroligende musik og dufte. Hundemassøren er bevidst om ikke at være iført f.eks. generende ting som smykker eller stærk parfume.
Hundemassøren hos Fornemmelse for Dyr benytter en forholdsvis blid massageteknik. Mange mennesker kender nok fornemmelsen af, at massøren tager hårdt fat i os, hvis vi har voldsomme spændinger og infiltrationer. Dette kan være smertefuldt og ubehageligt, og resultatet er, at man spænder endnu mere i den pågældende muskel. Hos Fornemmelse for Dyr arbejdes under hensyntagen til, at musklen slapper mere af og derfor er lettere at arbejde med, hvis massagen er blid. I modsat fald stritter musklen imod på grund af musklens naturlige forsvar.
Healingsmassage – Tellington Touch
Tellington Touch (T-Touch) er en meget mild massageform, som både påvirker hundens fysik og dens adfærd. T-Touch benyttes også til heste, katte, mennesker og vilde dyr. På trods af den meget blide teknik, har denne massageform en stor effekt. Massagen sker ved nogle specielle, cirkulære bevægelser. T-Touch kan benyttes, hvis hunden er meget spændt eller har mange smerter, og den derfor ikke kan udholde almindelige massagegreb. T-Touch kan også hjælpe ved frygtsom og nervøs adfærd, angst og aggressivitet, chok, stive led, hyperaktivitet, modstand mod berøring, og meget mere.
Akupressur
Hundemassøren anvender også akupressur. Akupressur er det samme som akupunktur – bare uden nåle. I stedet benyttes fingrene. Ifølge den danske lovgivning må kun dyrlæger udføre akupunktur på dyr.
Akupressur og akupunktur er en flere tusinde år gammel behandlingsform, som især anvendes i den traditionelle kinesiske medicin. Det handler om, at kroppen og dens energier skal være i balance, så kroppen kan hele sig selv. Akupressur kan f.eks. bruges mod forskellige helbredsproblemer, led- og muskelstivhed, smerter og meget mere.
Genoptræning
Når en hund har været udsat for skade, sygdom eller operation, er genoptræning en meget vigtig del. Det er naturligt, at mennesker kommer til genoptræning hos en fysioterapeut efter skader og operationer. På samme måde har hunden dette behov.
Jo hurtigere genoptræningen påbegyndes efter en skade eller operation, jo kortere er genoptræningsperioden. Det er altså vigtigt at starte tidligt. Ofte kan man starte med massage umiddelbart efter en operation (dog ikke på det opererede område, men uden om). Man kan massere det berørte område, så snart stingene er fjernet, normalt efter ca. 11 dage.
Selve genoptræningen kan man starte, så snart stingene er fjernet, dog altid under kyndig vejledning, da genoptræningen skal afpasses efter lidelsen.
Genoptræning og hundemassage kan ikke helbrede sygdomme som f.eks. hofteledsdysplasi (HD) eller gigt, men det hjælper hunden til at hele hurtigere og genopnå sin styrke og bevægelighed. Genoptræning af syge hunde foretages i samarbejde med dyrlægen.
Hunden trænes indenfor henholdsvis ledbevægelighed og smidighed, styrke, kondition, udholdenhed, koordination, stabilitet og balance.
Ved genoptræningen hjælpes hunden til at genvinde sin oprindelige ledbevægelighed, og dens muskler, sener og ledbånd styrkes. Desuden trænes hunden specielt i områder, hvor musklerne er blevet svage, fordi de har været skånet pga. skade eller sygdom. Hundemassøren udarbejder et individuelt træningsprogram til hunden og vejleder ejeren i udførelsen af og formålet med de øvelser, som ejeren selv udfører med hunden. Der kan også være øvelser, som kun hundemassøren udfører med hunden.Der vil blive arbejdet for , at hunden opbygger en stærk og jævn muskulatur, så hunden belaster kroppen ensartet og får et sundt bevægelsesmønster.
Der er mange værktøjer, man kan bruge i genoptræningen af hunden, blandt andet:
- Svømning i specielle hundesvømmehaller
- Water-Walker, som er et løbebånd med vand, hvor belastningen reduceres pga. vandets opdrift
- Løbebånd
- Vippebræt
- Cavalettis-bomme
- Slalom-bane
- Bevægelse op eller ned ad bakke eller sidelæns på skråt underlag
- Bevægelse i ujævnt terrain, dybt sand, højt græs eller vand
- Bolde eller kasser
- Balance på trambolin
- Gang på luftmadras
- Stillingsskift på træstamme
- Kulde eller varme
- Isometriske øvelser
Alle elementer skal udvælges og anvendes under hensyntagen til hundens tilstand samt eventuelle skader og sygdomme. Genoptræningen sker sideløbende med et massageforløb, hvor der ofte vil indgå strækøvelser.
Hunde som pga. smerte eller nedsat bevægelighed aflaster et ben, overbelaster derved andre ben og får derved muskelspændinger, især i ryggen. I forbindelse med massagen løsnes og udspændes musklerne, og genoptræningen hjælper hunden til at genopbygge musklerne, så hunden kommer til at belaste ensartet og få et sundt bevægelsesmønster, som gavner kroppen.
Naturligvis kan man også lade hunden svømme udendørs om sommeren. Man bør dog være særlig opmærksom på, at hunden ikke nedkøles. En våd hund, som opholder sig i skyggen, bliver hurtigt nedkølet, selv i godt vejr. Specielt gigthunde tåler ikke fugt og kulde. Man kan med fordel anvende et dækken eller en frakke til hunden. Man skal dog være opmærksom på, at en våd hund med kraftig pels holder sig fugtig længe under et dækken. Der findes også hundesvømmehaller med opvarmet vand.
Dækken til hunde kan være en fordel, når man skal ud i vådt og koldt vejr. Specielt gigt-hunde er følsomme over for fugtig kulde.
I klinikken forefindes løbebånd, trambolin, luftmadras, bolde, infrarød varme, Ice-Power (til kulde- eller varme), slalom-bane, cavalettis-bomme, med videre. Heldigvis kan mange af de øvrige ting enten findes i naturen eller konstrueres ved brug af fantasien.
 |
|
Der er løbebånd i klinikken. Som det ses på billedet, er der sikkerhedsvægge både foran og i siderne. Løbebåndet kan indstilles, så hunden går eller løber op ad bakke og derved træner bagparten mere end forparten.
Hvis en hund skulle være utryg ved ikke at kunne ”flygte” fra løbebåndet, kan væggene fjernes, så hunden ikke bliver panisk og kommer til skade.
Se flere billeder under Billeder og beretninger.
Løbebånd kan benyttes til genoptræning, men det kan også benyttes til vægttab for overvægtige hunde eller f.eks. som konditionstræning for arbejdshunde.
Den store fordel ved løbebånd er, at hunden løber under kontrollerede forhold på et lige underlag, så den ikke pludselig træder i et hul eller på anden måde kommer til skade. Desuden bliver hunden ikke våd eller kold, og hvis den pludselig ikke kan mere, kan man stoppe straks, i modsætning til, hvis man er udendørs. Sidst kan hundemassøren bedre se, hvordan hundens bevægelsesmønster er. |
Opvarmning og nedvarmninger vigtigt, når man træner med hunden. Hundemassøren vejleder hundeejeren i dette.

Fornemmelse for dyr - Hundemassage - Benedicte Vibæk - Viaduktvej 1 - 3450 Allerød - Tlf.: 29 84 28 94
bene@fornemmelsefordyr.dk
|
|